Repræsentanternes Hus vedtog Senatets forslag til sundhedsreform kl. 22:49 i går med stemmerne 219–212 og den medfølgende ændringspakke 220–211. Ingen republikanere stemte for reformen.
Præsident Obama forventes at underskrive Senatets forslag (H.R. 3950) i løbet af de næste par dage. Herefter vil Senatet begynde behandlingen af forslaget til en ændringslov (H.R. 4872) under den såkaldte reconciliation-procedure. Jeg forventer at den også vil blive vedtaget, men uanset udfaldet der vil den mest vidtrækkende amerikanske sundhedsreform nogensinde, og en af de vigtigste indenrigspolitiske initativer i en generation, blive lov enten i dag eller i morgen.
Vi kommer til at have en podcast om reformens konsekvenser for både sundhed og politik, men her er i mellem tiden noget god læsning om reformen:
Lyndon Baines Johnson taler for Kongressen, flankeret af formanden for Senatet, vicepræsident Hubert Horatio Humphrey, og formanden for Repræsentanternes Hus, John William McCormack fra Massachusetts.
There have been only ten national election cycles since Lyndon Johnson stood before a special joint session of congress on March 15, 1965 and gave the greatest presidential speech of my lifetime. And LBJ has had only seven successors in the office soon to be occupied by the first African-American president. The history is so near, and the voices of that era still echo.
Det er i dag præcis 45 år siden at Lyndon Baines Johnson, en af de mest betydningsfulde amerikanske præsidenter nogensinde, trådte ind i Repræsentanternes Hus, hvor begge Kongressens kamre var mødt op til en fælles samling, og begyndte på af de mest betydningsfulde politiske taler i amerikansk historie. Han henviste til begivenhederne ugen før i Selma, Alabama, hvor borgere som havde samlet sig fredeligt for at protestere imod at sorte amerikanere stadig ikke kunne stemme ved valg, 100 år efter at man havde udkæmpet en lang og blodig borgerkrig om netop de sortes rettigheder, og at Sydstaterne rent faktisk havde overgivet sig ved Appomattox.
Det var ikke åbenlyst at Lyndon Johnson skulle være de sortes forkæmper og måske den præsident der har gjort mest for sortes og andre etniske minoriteters rettigheder siden Ulysses S. Grant og Abraham Lincoln. Johnson kom fra Texas, en af de delstater der løsrev sig fra USA og gik i krig mod den amerikanske regering, og han havde en baggrund som reaktionær konservativ. Hans første tale i Senatet, “We of the South,” forsvarede undertrykkelsen af sorte amerikaneres rettigheder gennem forsinkelsesmanøvrer i Senatet, især den blandt liberale så forhadte filibuster.
Som majoritetsleder i Senatet, i øvrigt den yngste af slagsen nogensinde, førte han an i bestræbelserne på at forhindre vedtagelsen af en lov om borgerrettigheder. Da de liberale senatorer Paul Douglas og Herbert Lehman forsøgte at omgå de magtfuld udvalgsformænd i Senatet ved at få behandlet et lovforslag fra Huset uden om udvalgssystemet, var det Lyndon Johnson som forpurrede forsøget. Da de samme liberale senatorer forsøgte at gøre det nemmere at stoppe en filibuster ved at ændre Senatets regler på et nyt Senats første dag, en manøvre som demokraterne i Senatet i øvrigt stadig diskuterer lige nu, var det Johnson som forhindrede det. På alle måder så han ud til at være den naturlige efterfølger til senator Richard Brevard Russell fra Georgia, som i en generation havde stået i spidsen for kampen mod borgerrettigheder og som blev kaldt “Sydens største general siden Robert E. Lee.”
Det ville være en underdrivelse at sige at Lyndon Johnson i “We Shall Overcome”-talen kom med et væsentligt andet budskab end da han talte for første gang i Senatet i 1949. Denne udgave af Lyndon Johnson var ikke en regional skikkelse fra Syden, men var blevet valgt med det største flertal amerikanerne nogensinde har skænket deres præsident. Denne Lyndon Johnson havde fået vedtaget Borgerretsloven fra 1957, den første lov om borgerrettigheder i mere end 80 år. Han fik vedtaget Borgerretsloven fra 1964, der forbød diskrimination i skoler og i det offentlige liv og var det hidtil mest vidtrækkende forsøg på at opfylde forpligtelsen i den 14. forfatningsændring om at sikre alle amerikanske borgere lige rettigheder.
Lyndon Johnson forklarede at det var nødvendigt for Kongressen at gå endnu længere end den havde gjort i 1957, 1960 eller 1964. Det var nødvendigt fordi det amerikanske folk havde krævet det og fordi spørgsmålet om lige rettigheder for alle amerikanere var vigtigere end noget andet spørgsmål.
For the cries of pain and the hymns and protests of oppressed people have summoned into convocation all the majesty of this great government—the government of the greatest nation on earth. Our mission is at once the oldest and the most basic of this country—to right wrong, to do justice, to serve man. In our time we have come to live with the moments of great crises. Our lives have been marked with debate about great issues, issues of war and peace, issues of prosperity and depression.
But rarely in any time does an issue lay bare the secret heart of America itself. Rarely are we met with a challenge, not to our growth or abundance, or our welfare or our security, but rather to the values and the purposes and the meaning of our beloved nation. The issue of equal rights for American Negroes is such an issue. And should we defeat every enemy, and should we double our wealth and conquer the stars, and still be unequal to this issue, then we will have failed as a people and as a nation. For, with a country as with a person, “what is a man profited if he shall gain the whole world, and lose his own soul?”
Vi ved i dag hvordan historien endte. Loven blev vedtaget. Alle amerikanere kan i dag registrere sig som vælgere og stemme ved valg. Men som Tom Watson skriver,
So often, we tend to throw around the word “leadership” with the same alacrity for dumbing down linguistic superlatives that we reserve for “legendary” and “star.” On that night in 1965 when Johnson called the Congress into a rare joint session, he laid it all on the line without knowing the political outcome.
Den aften i 1965 talte Johnson dog ikke udelukkende om retten til at stemme, ligesom hans indenrigspolitiske program handlede om meget mere, om de millioner af amerikanere som ikke kunne opnå den amerikanske drøm fordi de ikke kunne læse og skrive, fordi de ikke havde et sted at bo, fordi de ikke havde et arbejde, fordi de gik sultne i seng. Han fortalte om sit allerførste job efter universitetet, som skolelærer for mexicanske børn på den forkerte side af jernbaneskinnerne i Cotulla, Texas.
Few of them could speak English and I couldn’t speak much Spanish. My students were poor and they often came to class without breakfast and hungry. And they knew even in their youth the pain of prejudice. They never seemed to know why people disliked them, but they knew it was so because I saw it in their eyes.
I often walked home late in the afternoon after the classes were finished wishing there was more that I could do. But all I knew was to teach them the little that I knew, hoping that I might help them against the hardships that lay ahead. And somehow you never forget what poverty and hatred can do when you see its scars on the hopeful face of a young child.
Som præsident lykkedes det Lyndon Johnson at gøre mere for de børn, og for social retfærdighed for alle amerikanere, end nogen anden præsident. Han indførte føderal bistand til skoler, fødevarehjælp til sultne, og begyndelsen på et egentligt socialt sikkerhedsnet. Og hvad der er mere relevant i disse dage, han indførte sundhedsforsikring til fattige og ældre amerikanere.
(Han gjorde selvfølgelig også mere end nogen anden præsident for skabe den mistillid der stadig findes mellem amerikanerne og deres politikere. Han var skyld i at titusinder amerikanske soldaters død i Sydøstasien, for slet ikke at snakke om utallige vietnamesiske soldater og civile. Begrebet “troværdighedsgab” blev opfundet til Johnson.)
Elleve valgcykler senere er en anden amerikansk præsident også i gang med et større indenrigspolitisk initiativ. Mens jeg skriver disse ord er et udvalg i Repræsentanternes Hus ved at behandle et forslag der måske vil føre til at alle amerikanere, ikke blot de fattigste og de ældste, har mulighed for at købe sundhedsforsikring under rimelige vilkår og få hjælp til hvis de ikke har råd. Hvis det lykkedes, vil Barack Obama kunne fuldende de løfter som Franklin Roosevelt og Lyndon Johnson gav det amerikanske folk.
This is the richest, most powerful country which ever occupied this globe. The might of past empires is little compared to ours. But I do not want to be the president who built empires, or sought grandeur, or extended dominion.
I want to be the president who educated young children to the wonders of their world. I want to be the President who helped to feed the hungry and to prepare them to be taxpayers instead of tax eaters. I want to be the President who helped the poor to find their own way and who protected the right of every citizen to vote in every election. I want to be the President who helped to end hatred among his fellow men and who promoted love among the people of all races, all regions and all parties. I want to be the President who helped to end war among the brothers of this earth.
—Lyndon Baines Johnson, 36. præsident af de Forenede Stater
Den udenrigspolitiske blog Need to know har her til morgen et detaljeret overblik over folkestemningen i USA angående debatten om helbredsreform. Værd at læse for alle talryttere. Læs artiklen
Hvis du følger enten danske eller internationale medier, er det næppe nogen nyhed, at senator Edward Kennedy døde i går. Derfor er der måske mere interessant at spørge, hvorfor Kennedys død er så interessant?
Det første svar på spørgsmålet ligger naturligvis i navnet Teds brødre, John F. Kennedy og Robert Kennedy, blev begge ofre for attentater i 1960'erne og er i dag symboler på for en tidsalder og for en kulturel bevægelse -- og derudover har Kennedy-familien gennemsyret det amerikanske politiske liv gennem et halvt århundrede. (Jeg vil gerne undgå at forfalde til klichéen om, at Kennedy-familien er det tætteste, USA har på et monarki. Det er forkert, nedgørende og ligegyldigt...)
Det andet svar er en variation over det første: Ted Kennedy var i en politisk figur i forlængelse af sin familie, men han var så absolut også en politisk og kulturel figur i sin egen ret. Kennedy overtog sin storebrors (JFKs) plads i senatet fra Massachusetts i 1962, og han holdte uden specielle problemer fat på den plads i årtierne efter. I 1980 forsøgte han uden held at opnå det demokratiske partis nominering som præsident, og han endte altså med at sidde over 45 år i senatet.
Næsten et halvt århundrede som national, liberal politiker gjorde Ted Kennedy til både en kendt og en polariserende figur; en person, som er kunne demoniseres af højrefløjen og idoliseres på venstrefløjen. Og her er vi nok tættere på sandheden bag min personlige interesse for Ted Kennedy: Han er den arketypiske senator fra en periode af forherliget politik, hvor man kunne være uenige uden at være uvenner -- og reaktionerne på hans død vidner om gode venner fra alle politiske sider. Idéen om Kennedy som the Lion of the Senate, og som en politiker med stærke holdninger og veldefinerede mærkesager kombineret med en evne til pragmatiske forsøg på kompromis, er kraftfuld for alle om, der er interesserede i politik og amerikanske politiske institutioner.
Mit eget personlige svar på spørgsmålet handler dog mest om Kennedy som nestor; ikke så meget for Kennedy-familien, men for det demokratiske parti. Ted Kennedys opbakning til Barack Obama i januar og februar 2008 er godt beskrevet i bogen Battle For America 2008, og jeg tror, at jeg vælger at huske Kennedy fra bogens beskrivelse af Kennedy ved den demokratiske kongres i august samme år: Som den aldrende mand, der trods sygdom og intens smerte, insisterede på at tale til de delegerede -- og på at gøre hvad han kunne for, at hans livs værk som progressiv liberal kunne fortsætte under en ny generation.
Steffen og jeg er begge i Washington lige nu, men vi havde bedre ting at gøre end at stå i kø i mange timer for at komme ind til Sonia Sotomayors høringer i Senatets Retsudvalg lige nu. Jeg har set highlights-klip og vurder personligt at der ikke er sket noget som er værd at skrive hjem om. Så tag til Talking Points Memo eller Slate for at få alle detaljerne.
Jeg kom til at sige i sidste uges podcast at Al Franken blev indsat som senator i går. Det er faktisk i dag, klokken 12 lokal tid eller kl 18 dansk tid.
De Forenede Staters Senatorer bliver normalt indsat i grupper af 4, men så vidt jeg ved er Franken den eneste senator der bliver indsat i dag. Han bliver indsat af Vicepræsident Joe Biden, der også er præsident for Senatet, og bliver blandt andet ledsaget af Minnesotas seniorsenator Amy Klobuchar. Han kommer til at tage den samme ed der bruges for de fleste amerikanske embedsmænd, pånær selve præsidenten, hvor han blandt andet skal sværge at han vil forsvare forfatningen, “against all enemies, foreign and domestic,” som det hedder.
Efter den officielle indsættelse vil der være en iscenesat indsættelse udenfor Senatssalen hvor han skal løfte sin højre hånd og have sin venstre hånd på en bibel. Planen er at han skal bruge Paul Wellstones familiebibel. Paul Wellstone er en legendarisk DFL-senator fra Minnesota som døde i et flystyrt i 2002, 11 dage før hans tredje valg til Senatet.
Rettelse: Al Franken er lige blevet indsat og har netop underskrevet Senatets protokol. Han holdt faktisk Wellstone-bibelen i sin venstre hånd mens han afsagde eden. Han blev eskorteret op til talerstolen af senator Amy Klobuchar og tidligere senator og præsidentkandidat fra Minnesota, Walter Mondale.
Opdatering: På indstilling af majoritetslederen Harry Reid har Senatet lige vedtaget en resolution der indsætter ham på Retsudvalget, der om 6 dage skal holde høringer for Sonya Sotomayor, og Sundhedsudvalget.
Robert McNamara døde i dag, den 6. juli 2009. Han er værd at skrive om af flere grunde. Alene det faktum at han var direktør for Ford Motor Company og dernæst forsvarsminister under Kennedy ville være nok til at skrive lange biografier. Dette indlæg skal dog handle mere om hans stil end om hans titler. For hvad bragte McNamara til amerikansk politik? Hvad symboliserede han?
Robert the “WizKid” havde hovedet skruet godt på og kom da også på Harvard University hvor uddannelsen tillod ham en hurtig opstigning i samfundet. Ligesom Obama har ønsket det i dag—understregede Kennedy at statsadministrationen skulle bugne af det klogeste hoveder og her blev McNamara ikon på unge håbefulde talenter fra Amerikas fineste universiteter også kendt som “the best and the brightest.” McNamara blev simpelthen head huntet til forsvarsminister.
Med sig fra Ford bragte han en mængde virksomhedsmetoder og indførte dem i driften af statens udenrigspolitik. Når McNamara ønskede sig tal fra fronten i Vietnam (fra den berygtede general LeMay) var det ofte i form af brøker: “Hvor mange slår vi af ihjel af dem pr. dem af os?”, “Hvor mange bomber per dag vil det kræve at bringe en bestemt by i knæ?” “Og hvilken procentdel af vores bombetogter bliver afbrudt af ‘andre årsager end defekt’—altså fordi piloten nok var blevet bange og havde brug for en opsang?”
Disse eksempler er jo hyber rationelle. Og logiske. Men mange fandt McNamaras tilgang til politik anderledes end tidligere tiders statsmandsskab. Det gode gamle faderlige lederskab pr. intuition og værdier blev udskiftet med kuglerammen. Det faldt flere for brystet—for hvad behøver vi så politikere til? Når blot vi kan indsætte nogle regnedrenge som optimerer hvad optimeres kan?
I sine glansår hos Ford samt som forsvarsminister var der bestemt en arrogant regnedrengsattitude at finde hos McNamara. Han var jo klogere! Han vidste jo bedre! Tæl selv! Men som man kan se i filmen “The Fog of War” var manden ikke uden følelser. Særligt mordet på Kennedy (både John og og Robert) gjorde stort indtryk på ham og han vedkender sig da også at bombe-algebra ikke alene kunne erstatte USAs udenrigspolitik. Som gammel mand lod han kort sagt pendulet svinge tilbage mod en politikform som handler om fornemmelse for hvad der er det rigtige snarere end bevis for hvad der er det mest effektive.
Hvad der fik ham til at ændre fokus var sandsynligvis hans livslange optagethed af Cubakrisen som han til sin død lod sig hjemsøge af. I Cubakrisen var oddsene for en atomkrig “between 1 and 3–and even.” At verdens undergang på den måde var overladt til tilfældigheder var hård kost for McNamara—og det tog tid for ham at erkende at politik i høj grad hviler på tilfældighededer. Også den vigtigste af den vigtigste politik—nemlig udenrigspolitiken. McNamara var heldig i Cubakrisen. Og vi med ham. Æret være hans minde!
RSS
Podcast
iTunes
Twitter
