RSS
Podcast
iTunes
Twitter
Indtil 1820 var spørgsmålet om slaveriets lovlighed i de Forenede Stater et spørgsmål der blev afgjort på statsligt niveau. De nordlige stater havde forlængst bandlyst slaveri, mens de sydlige stater så slaveri som et spørgsmål om ejendomsret og derfor hørende under delstaternes ressortområde. Forfatningen fra 1787 tillod slaveriet og lod sågar hver slave tælle som tre-femtedele af en fri person i delstaternes befolkning når pladserne i Repræsentanternes Hus skulle fordeles. Forfatningen pålagde også delstaterne at eftersøge og hjemsende slaver på flugt og forhindrede Kongressen i at forbyde indførelsen af nye slaver før år 1808.
Da Thomas Jefferson besluttede at købe det franske Louisiana-område af Napoleon i 1803 blev kimen lagt til en kamp om hvorvidt de nye territorier skulle være “frie”, og dermed forbyde slaveri, eller om de skulle være slavestater. Kongressen stadfæstede i 1787 den tidligere konføderationskongres’s beslutning om at Nordvestterritoriet—der udgjorde de nuværende stater Ohio, Indiana, Illinois, Michigan og Wisconsin—skulle være frie. Spørgsmålet om slaveriets indførelse i Louisiana-området nåede Kongressen i slutningen af 1819, da Missouri søgte om optagelse i Unionen som en slavestat.
Missouris status var særligt vigtig fordi de to blokke stod lige i Senatet, med 11 senatorer hver. Hvis Missouri blev optaget som en fri stat, ville de nordlige stater have et flertal både i Senatet og i Repræsentanthuset, hvor de havde 105 pladser mod 81 til sydstaterne på grund af den hurtigere befolkningstilvækst i norden. Radikale nordlige kongresmedlemmer kunne så vedtage national lovgivning om slaveri, en udvikling der ville true delstaternes egenbestemmelse. I norden førte kvækerne an i en tiltagende reformbevægelse der lagde pres på nordlige politikere til at begrænse og i sidste ende afskaffe slaveriet.
Det var en debat der truede med fatalt at splitte den stadig unge nation. Den 77-årige Thomas Jefferson skrev til en bekendt i april 1820, “Dette afgørende spørgsmål har holdt mig vågen og fyldt mig med rædsel som en brandklokke om natten. Jeg anså det øjeblikkeligt som Unionens dødsstød.”
Som så mange gange i den første halvdel af det 19. århundrede blev den nationale debat om spørgsmålet afholdt i Senatet. For første, men ikke sidste gang før borgerkrigen begyndte, var det senator Henry Clay fra Kentucky der forhandlede det afgørende kompromis på plads. Med Missouri-kompromiset, der blev vedtaget af Kongressen for 189 år siden i dag, blev det besluttet at Missouri skulle indlemmes i Unionen som en slavestat, mens Maine, tidligere en del af Massachusetts, blev indlemmet som en fri stat. Dermed blev magtbalancen i Senatet bevaret, og slaveri blev forbudt i det tidligere Louisiana-territorie nord for 36 grader 30 minutters nordlig bredde, undtagen indenfor Missouris grænser.
Missouri-kompromiset løste ikke endegyldigt konflikten om slaveri i Nordamerika. Tværtimod skulle blive det første af mange kompromiser, de fleste med deltagelse af Henry Clay, der ganske vist kun udsatte spørgsmålet, men også sikrede at borgerkrigen først begyndte i 1861, og ikke i 1788, eller 1820, eller 1833, eller 1850. I løbet af de 41 år der gik fra Missouri-kompromiset til Abraham Lincolns indsættelse lykkedes det nordstaterne at industrialisere sig til sådan en grad, at de rent faktisk kunne vinde en borgerkrig, og spørgsmålet blev endeligt afgjort ved domhuset i Appomattox i Virginia den 10. april 1865.
Efterlad en kommentar