Højesteret i Minnesota har at Al Franken modtog det højeste antal gyldige stemmer ved senatsvalget i november og derfor har ret til at blive senator. Steffen har tidligere bekendt sig om Franken.

Det næste spørgsmål er hvorvidt Norm Coleman vil appellere dommen til USA’s Højesteret og om den republikanske guvernør Tim Pawlenty vil udstede det certifikat Franken behøver for at indtage sit sæde i Senatet. Der er en vis sandsynlighed for at Pawlenty vil nægte at skrive under hvis sagen bliver appelleret, men ved føderale valg er det normalt at senatorer og repræsentanter bliver indsat midlertidigt før alle appelmuligheder er udtømt.

Opdatering: Dommen kan læses her. Læs mere hos Rick Hasen og Lyle Denniston.

Opdatering 2: Norm Coleman har nu erkendt nederlaget. Guvernør Pawlenty har endnu ikke udtalt sig, men det er nu næsten 100 procent sikkert at Al Franken bliver Senator Nummer 100 og dermed giver demokraterne 60 stemmer i Senatet. Det er tilstrækkeligt til at stoppe debat og afværge en filibuster, fx på en kommende sundhedsreform eller klimalovgivning. Hvis man da ellers kan få alle demokraterne til at stemme for, hvilket kan være svært med senatorer som Ben Nelson og Arlen Specter.

Al Franken kommer til at beklæde et sæde (gruppe 2) i Senatet hvor blandt andet Hubert Humphrey, Walter Mondale og Paul Wellstone tidligere har siddet. Han bliver senator nummer 27 i rækkefølgen og bliver den 24. mand der beklæder sædet. Minnesota blev en stat den 11. maj 1858 og dens første to senatorer blev indsat samme dag.

Opdatering 3: Tim Pawlenty har skrevet under! Der er nu intet til hinder for at Al Franken kan blive indsat som senator. I princippet kunne republikanerne i Senatet forsøge at blokere for indsættelsen, men det virker højst usandsynligt nu.

Mens kampen for et nyt iransk styre og et nyt amerikansk sundhedssystem raser, kommer en af ugens helt store historier fra South Carolina's guvernør, Mark Sanford, som ikke blot i denne uge indrømmede en romantisk affære—han formåede at gøre det på en måde, som kun kan beskrives som en ugelang farce.

Først var Sanford ganske enkelt forsvundet. Derefter fortalte han offentligheden, at han havde været alene på vandretur. Og til sidst stod han frem og fortalte om en kærlighedshistorie, som havde taget ham til Argentina på statens regning. Alt dette er måske mere slibrigt end interessant, men Sandford blev seriøst overvejet som republikansk vicepræsidentkandidat sidste efterår—og indtil for få dage siden, var han også blandt favoritterne til at udfordre præsident Obama i ved valget i 2012.

James Fallows har et meget interessant indlæg om hvorfor Obama hele tiden holder taler hvor han prøver at lære folk noget. Indeholder et postskrift til Richard Neustadts berømte citat, “remember, a campaign is not a good time to educate the public.”

I dag præsenterer Steffen og Guan en 10 minutters institutionel biografi af Senatet.

To ting fortjente at komme med i samtalen: At Senatet indtil 1913 ikke blev valgt direkte af borgerne, men af delstaternes lovgivende forsamlinger; samt traditionen om ubegrænset debat, så selv et mindretal kan stoppe forslag gennem en filibuster (en manøvre der i øvrigt blev begrænset under pres fra Woodrow Wilson).

En korrektion: Når vi nævner Rigsdagen mener vi naturligvis Landstinget, Rigsdagens andetkammer. 

Folketings formand Thor Pedersen vil nu kaldes president på engelsk. Det har jeg sådan set ikke noget imod idet ordet president typisk oversættes “formand” i denne sammenhæng, men hans argumenter er ikke helt gode:

Men ifølge Folketingets administration er den tidligere finansministers nye titel valgt for at "få den mest præcise kommunikation" med de lande, tinget samarbejder med. For eksempel bruger også Tyskland, Island og Norge titlen præsident om parlamentsformanden.

Det er måske rigtigt, men i engelsktalende lande hedder det ikke altid President. Begge kamre af det britiske parlament har en speaker (i House of Lords dog Lord Speaker). Det samme gælder for det canadiske parlament. Repræsentanternes Hus i USA har en speaker.

Det amerikanske senat og det australske senat ledes af en president. Men hvornår har vi fået et senat i Danmark?

Via den altid gode Slate Cultural Gabfest, anbefales A Car of One’s Own af Andrew O’Hagan i London Review of Books. Hør også gabfest-diskussionen af denne artikel. Han skriver om hvad GM betyder for amerikansk kultur og hvor utænkelig Amerika ville være uden sin bilindustri, selv hvis der stadig er biler og mange tusinde kilometer motorveje. Som Stephen Metcalf formulerer det kan Bruce Springsteen ikke køre rundt i en Prius.

Mine yndlingspassager:

(Det er stadig morgen her i New York.)

Det lykkedes ikke for republikanerne at få udsat høringerne til 2011, så de er nu blevet sat til den 13. juli. Det skal nok blive sjovt.

Som vi nævnte i vores podcast var der en mulighed for at USA’s Højesteret ville stoppe salget af Chrysler til det new New CarCo Acquisition LLC, der kommer til at blive ejet af de amerikanske og canadiske regeringer, Fiat og fagforeningen UAW. Dommer Ruth Bader Ginsburg udsatte salget i går så retten kunne vurdere sagen, og i dag har retten altså nægtet at stoppe salget i en kendelse på 2 sider.

Jeg har vist tidligere påstået—her på Publius endda—at jeg er den førende danske autoritet på Al Franken. Indtil sidste år var det et andeles ligegyldigt faktum, men da Al Franken først vandt sit primærvalg i Minnesotas Democratic–Farmer–Labor Party og siden (med ganske høj sandsynlighed) blev indvalgt i det amerikanske senat fra Minnesota, steg værdien af den viden en lille smule. Indenfor de kommende par uge bliver Franken nemlig med allerhøjest sandsynlighed indsat som den 60. demokrat i Senatet.

Al Franken var indtil for få år siden kendt for to ting: Som komedieforfatter til sketchshowet Saturday Night Live i 1970’erne og 1980’erne og siden som polemisk, kontroversiel og selviscenesættende venstrefløjsdebattør og -forfatter. I sin første rolle var Franken med til at starte en amerikansk kulturinstitution, og han bidrog til programmet fra 1975–1980 og siden fra 1985–1995 både som forfatter og foran kameraet. Herefter skiftede Franken til en mere politisk fokuseret karriere, hvor satiriske kommentarbøger som Rush Limbaugh is a Big Fat Idiot and Other Observations og Lies and the Lying Liars who Tell Them: A Fair and Balanced Look at the Right nok i dag står som hjørnesten.

Især den sidste bog beskriver nok meget godt Frankens karakter: Bogen er velskrevet. Bogen er til tider sjov, men også direkte pinlig i sekvenser, hvor den blot anser sig selv for sjov. Den er velresearchet og gør en dyd ud af nøjagtighed, mens den dog aldrig påstår (andet et satirisk) at være velafbalanceret og uden sin egen demokratiske og venstredrejede bias. Og så er den kalkuleret i en ekstrem grad: Titlen er designet som en provokation af FOX News i brugen af udtrykket fair and balanced, og tricket virkede for Franken, der blev sagsøgt af nyhedskanalen. Konsekvensen var en top-sælgende bog og en publicity-givende retssag, som Franken vandt.

Succesen ledte Al Franken til sit eget radioshow i 2004 på Air America, som påstår at være den progressive venstrefløjs radiostemme. Med programmet (som naturligvis forsøgte at følge op på Fox-successen ved oprindeligt at været navngivet The O’Franken Factor; dog uden positive resultater) stræbte Franken mod at blive venstrefløjen direkte modstykke til især Rush Limbaugh, men også Bill O’Reilly.

Mit eget forhold til Franken stammer fra perioden fra til 2007, hvor han fem dage om ugen sendte tre timers live radio, og hvor jeg hørte så godt som hvert eneste minut. Tematisk fulgte showet meget godt hovedpersonens offentlige image: De timelange udsendelser blev især brugt til at “bekæmpe de republikanske løgne,” på at “gå til angreb mod højrefløjens ekkokammer” og så naturligvis på at udbrede et progressivt (det betyder liberalt, som betyder venstrefløjsdemokratisk, som betyder ...) budskab—naturligvis afbrudt af lange, dårlige radiosketches. Showet blev, ligesom Air America, aldrig nogen overvældende succes, og i 2007 afsluttede Franken showet med en annoncering af sit kandidatur til senator.

I udgangspunktet var Franken ikke spået stor succes i sin valgkamp: Han havde selv indrømmet periodiske forsøg med kokain mens han var på SNL, og showbiz-karrieren efterlod også et betragteligt katalog af polemiske (og uanstændige) udtalelse, og han havde samtidig svært ved at opnå den nødvendige støtte intern i det demokratiske parti. Oveni det kom desuden en sag om udestående skattegæld.

I senatsvalget i november sidste år var Franken dog heldig med at have to forholdsvist stærke konkurrenter, og han endte med at vinde med få 225 stemmer mere end den siddende senator, Norm Coleman. Den snævre valgsejr blev anket af Coleman, og sagen har siden bevæget sig igennem retsystemet. Forrige uge hørte Minnesotas højesteret parterne omkring sagen, og deres endelige dom forventes indenfor få dage. Bliver beslutningerne fra statens lavere retter opretholdt, har Minnesotas republiskanske guvernør lovet at anerkende Franken valg—og Franken vil træde ind som den 60. demokrat i senatet. 

Min egen korte beskrivelse af Frankens karriere fra 1996 indtil 2007 vil være “den tænkende mands Michael Moore.” Hans fremtoning og selviscenesættende tilgang til den politiske debat stemmer meget godt overens med Moore, ligesom hans politiske standpunkter også er ganske overlappende: Han var tidlig krigsmodstander, er tilkæmper for sundhedsreform, og han vil være en ukompromitterende støtte for præsident Obama. Men han vil omvendt også komme under kraftig kritik fra oppositionen alene på grund af sin person, så det bliver sikkert interessant at se, hvordan Franken passer ind i det traditionelt kulturelt konservative Senat.

USA’s Højesteret havde en samling i morges, hvor der blev offentliggjort domme i fem sager, blandt andet hvorvidt Irak kan sagsøges i amerikanske domstole for krav fra Saddam Husseins regime (nej), men en af de vigtigste domme er i sagen Caperton v. A. T. Massey Coal, Inc., et al., en sag fra West Virginia. Slate har tidligere skrevet om sagen.

Willa Laskin fra XX factor spørger om vi har haft lyst til at tage på roadtrip med David Lynch, instruktøren af Blue Velvet, Twin Peaks og Mulholland Drive, men ikke turde, “for fear it would turn epically bizarre, necessarily lead to you fleeing, as fast as possible, from someone beyond creepy and mysterious, and give you unsettling, extremely vivid dreams likely to involve riddle-spewing dwarfs?”

Nu kan man dog gøre det virtuelt med hans Interview Project,

a 121-part documentary series streaming on the web, composed of short interviews with regular Americans. Lynch's crew found the subjects while traipsing across the country, via car, and each one seems to have come straight from David Lynch's central casting—which is to say, they are stupendous reminders that the truth is stranger than fiction. A lot stranger.

• Tyler Cowen fortolker en artikel i New York Times om udfaldene i de delstater der allerede driver offentlige sundhedsforsikringer.
• De lingvistiske nørder analyser hvorvidt Obama bruger “I” (altså “jeg”) for meget i sine taler og laver lidt statistisk analyse over taler fra valgkampen og efter indsættelsen.
• Lyle Denniston fra SCOTUSblog, den bedste weblog om den amerikanske Højsteret, opridser forsvarets hoved argumenter i Chrysler-sagen. Stephen Lubben fra den altid gode Credit Slips understreger igen at Chrysler-forløbet er meget typisk for Chapter 11-sager i New Yorks Sydlige Distrikt og sammenligner med den mindre kontroversielle konkurs for tøjkæden Filene's Basement, hvor der også diskrimineres mellem kreditorer med samme prioritet i forbindelse med et § 363-salg.
• Det har altid været praksis i USA at der reelt ikke eksisterer ophavsret på tøjdesign. Det har ikke haft nogen negativ effekt på tøjindustrien i USA som en helhed, snarere tværtimod. Cory Doctorow skriver om følgerne af en ny lovændring der vender op og ned på det.
• Arnold Kling overvejer om samarbejde fører til socialisme, hvilket Kevin Kelly mente, og i øvrigt også Bill Gates baseret på hans udtalelser om open source.
• Arnold Kling skriver også om hvorfor makroøkonomer insisterer på at have et godt mikrofundament for deres modeller, hvilket Matthew Yglesias tidligere har spekuleret over.
• Tim Fernholz kommenterer påstanden om at Obama er socialist og/eller fascist (via Matthew Yglesias).

Jeg har selvfølgelig også rigtig mange links om udnævnelsen af Sonia Sotomayor til Højesteret. De kommer i et separat indlæg. 

I dag snakker Steffen og Guan om de amerikanske bilgiganter GM og Chryslers konkurs. Desværre brugte vi så meget tid på nørderi om konkursregler at vi ikke fik sagt så meget om den generelle politiske og økonomiske baggrund for at den føderale regering overhovedet blander sig i bilproducenter, men det vil vi forsøge at dække her på bloggen og i en fremtidig podcast om bailouts generelt.

Cirka 39 minutter inde i præsident Obama’s Cairo-tale kom der et tilråb fra salen. Det er svært at høre hvad der blev råbt. Men præsidenten svarede “Thank you!”. At sige tak kan være en sikker strategi når man ikke forstår hvad der bliver sagt, men det virkede faktisk til at han forstod det. Ved flere gennemlytninger er jeg stadig ikke sikker. Men jeg kan gætte på hvad det var hvorfor der var grund til at takke.

Måske blev der råbt “Lincoln!” Det er sandsynligt, da råbet kom efter en passage hvor Obama parafraserede Abraham Lincoln’s Gettysburg Address (1863) hvor demokrati så berømt kondenceres til Government of the people, by the people, for the people. I fald ‘Lincoln’ var råbet, passer det også godt med tidligere sammenlininger med USA’s 16. præsident som, skønt han var Republikaner, også kom fra Illinois, var arg modstander af slaveriet og uddannede sig som jurist. Ved nærmere lytning lyder det dog ikke som om der bliver råbt Lincoln – det lyder noget længere. Og Lincoln ville heller ikke være en oplagt sammenligning for denne tale som handlede om USA’s forhold til muslimer verden over.

Måske blev der råbt “John Rawls”. Det er faktisk en mulighed. Talen fandt sted på et universitet og John Rawls der, lige som Obama, har været tilknyttet Harvard University er en af USA’s mest kendte filosoffer. En filosof som enhver studerende i socialvidenskaberne har på pensum. Rawls’ skriverier fokuserer på det proceduralt retfærdige demokrati. Altså ikke på hvad det gode liv er – men på hvordan beslutninger tages på en retfærdig måde. Dette indeholder nødvendigheden af at sætte egne særinteresser til side samt foretage valg til fordel for statens civic unity. Dette kunne passe som svar på Obama’s passage om at demokrati, hvorend det forsøges, kræver mere end at proppe papir i boxe. Det kræver et særligt sindelag! Rawls’, som døde i 2002, fokuserede desuden i høj grad på religionens position i den offentlige debat. Han krævede, at religiøse argumenter skulle oversættes til public reason som andre berørte borgere ville have en rimelig grund til at kunne acceptere – for at en demokratisk debat kunne fungere. Altså også en relevant pointe i et politisk miljø hvor Koranens diktat, eller i hvert fald myten om det, ofte benyttes som argument for politiske beslutninger. At en studerende skulle råbe ‘John Rawls’ og Obama sige tak, er altså ikke umuligt. Men er vi virkelig ude i et sådant akademisk ridt? Skal vi ikke gætte tættere på realpolitik?

Mit tredje og sidste bud er tættere på realpolitik – men samtidigt meget langt ude. Det lyder virkelig som om der bliver råbt “Ron Paul”. Hvis det er tilfældet er Obama’s tak, nok et udtryk for ikke at have forstået hvad der bliver sagt. Ron Paul er en legendarisk libertariansk kongressmand fra Texas. Han stillede selv op til præsidentvalget i 2008 på en neo-Reagan agenda om at begrænse Washington’s magt. I disse tider hvor Obama gør hvad han kan for at kapitalisere på finanskrisen er ’Ron Paul’ i beste fald en stærkt ironisk kompliment. På den anden side lader Obama også enkelte firmaer gå konkurs (senest General Motors). Men er det sandsynligt, at en tilhører var så subtil at råbe ‘Ron Paul’ midt i en tale om religion og politik, Israel og Palestina, tidligere udenrigspolitiske genstridigheder og ønsket om en ny start på med muslimske verden? Nej, det er det vist ikke. Men det er nu en gang hvad det lyder mest som om.

Bud på det sande tilråb modtages med tak!

Alle der er interseserede i borgerrettigheder og især valgret og fordelingen af mandater bør læse dette indlæg fra Eric Rauchway, som er historiker ved University of California, Davis, og blogger på The Edge of the American West. Det handler om en sag som Sonia Sotomayor deltog i som appeldommer.

Talens ordlyd. Video. Resumé af MJ Rosenberg. Og en notits fra lingvistikerne.

Spencer Ackerman:

Not only does Obama's eloquent defense of Israel prevent Prime Minister Benjamin Netanyahu from claiming Obama is cavalier about Israeli security in order to continue his intransigence on Israel's road-map commitments, but he bluntly told Hamas, "To play a role in fulfilling Palestinian aspirations, and to unify the Palestinian people, Hamas must put an end to violence, recognize past agreements, and recognize Israel’s right to exist."

The speech effectively disarms the peace-process rejectionists. And to think: he did it all without a word of apology.

Matthew Yglesias:

But the execution first and foremost reminded me of why Obama has always been the writers’ candidate in American politics. This is a guy who’s not afraid to try to express complicated or difficult ideas. He wasn’t afraid to do it in Dreams From My Father and now that he’s long past writing his own material as a solo act, his whole team is clearly imbued with the same spirit and that same mandate to try to really explain the complicated and difficult ideas rather than sweep them under the rug.

• Daniel Gross spekulerer over hvad det betyder at fagforeningen UAW nu er medejer af GM og Chrysler.
• Hvad der sker når regeringer skal bygge biler.
• Eric Rauchway om hvorfor Sonia Sotomayors forældre ikke er indvandrere.
• Jeff Ely kommenterer Obamas sprogbrug.
• Phil Plait spørger om vaccinationer bør være obligatoriske.
• Matthew Yglesias vurderer om Obamas strategi bør sammenlignes med Shermans march.

• Roe v. Wade og dens effekt på abortdebatten i USA: Megan McArdle, Hilzoy, Democracy in America.
• Marty Feldstein forudser at euroen vil føre til borgerkrig i EU — i 1997.
• Avisernes redningsplan: Forbyd Craigslist.
• Præsidenten og Fru Reagan (tak til John Gruber):

Så skete det (hat tip til Credit Slips, den bedste weblog om amerikansk insolvensret). Konkursbegæringen er på 24 sider.

George Tiller, en kontroversiel abortlæge i Kansas, blev skudt og dræbt i sin kirke i morges. Ana Marie Cox opfordrer os til at sammenligne New York-guvernøren David Patersons udtalelse med Barack Obamas. Her er Patersons udtalelse:

“I was deeply saddened to learn that Dr. George Tiller, a well-known provider of and advocate for women’s health care, was gunned down this morning at his church in Wichita, Kansas. With his murder, we are robbed not only of a dedicated and courageous physician, but also of a husband, father and neighbor. On behalf of all New Yorkers, I would like to express my deepest condolences to Dr. Tiller’s family, friends and community. Our thoughts and prayers are with them during this difficult time. 

“Dr. Tiller was targeted for his belief in the right of women to make their own health decisions. He protected that right and sought to ensure that his patients were provided with the medical, emotional and spiritual counsel they needed to make the right choice for themselves and their families. He continued this work despite the threat of harmful retaliation, physical attacks and the destruction of his clinic. We will forever remember his fearlessness, compassion and commitment. 

“We in New York are no strangers to these types of attacks and cannot help but to recall Dr. Barnett Slepian, a Buffalo physician murdered in October 1998 for his own commitment to women’s rights. In this era of violence, we must recall the teachings of tolerance and peace and use these lessons to overcome such acts of hatred and desperation.”

“I am shocked and outraged by the murder of Dr. George Tiller as he attended church services this morning. However profound our differences as Americans over difficult issues such as abortion, they cannot be resolved by heinous acts of violence.”

Opdatering: Emily Bazelon fra Slate skriver på webloggen XX factor om hvad det kræver at være abortlæge i USA hvis det er udenfor de største byer:

George Tiller was killed inside his church today. What does it take to live in legal and physical peril because of the work you do, and then to lose your life in your house of worship? Much more than almost all of us have to give. Or should be asked for.