Jeg har vist tidligere påstået—her på Publius endda—at jeg er den førende danske autoritet på Al Franken. Indtil sidste år var det et andeles ligegyldigt faktum, men da Al Franken først vandt sit primærvalg i Minnesotas Democratic–Farmer–Labor Party og siden (med ganske høj sandsynlighed) blev indvalgt i det amerikanske senat fra Minnesota, steg værdien af den viden en lille smule. Indenfor de kommende par uge bliver Franken nemlig med allerhøjest sandsynlighed indsat som den 60. demokrat i Senatet.

Al Franken var indtil for få år siden kendt for to ting: Som komedieforfatter til sketchshowet Saturday Night Live i 1970’erne og 1980’erne og siden som polemisk, kontroversiel og selviscenesættende venstrefløjsdebattør og -forfatter. I sin første rolle var Franken med til at starte en amerikansk kulturinstitution, og han bidrog til programmet fra 1975–1980 og siden fra 1985–1995 både som forfatter og foran kameraet. Herefter skiftede Franken til en mere politisk fokuseret karriere, hvor satiriske kommentarbøger som Rush Limbaugh is a Big Fat Idiot and Other Observations og Lies and the Lying Liars who Tell Them: A Fair and Balanced Look at the Right nok i dag står som hjørnesten.

Især den sidste bog beskriver nok meget godt Frankens karakter: Bogen er velskrevet. Bogen er til tider sjov, men også direkte pinlig i sekvenser, hvor den blot anser sig selv for sjov. Den er velresearchet og gør en dyd ud af nøjagtighed, mens den dog aldrig påstår (andet et satirisk) at være velafbalanceret og uden sin egen demokratiske og venstredrejede bias. Og så er den kalkuleret i en ekstrem grad: Titlen er designet som en provokation af FOX News i brugen af udtrykket fair and balanced, og tricket virkede for Franken, der blev sagsøgt af nyhedskanalen. Konsekvensen var en top-sælgende bog og en publicity-givende retssag, som Franken vandt.

Succesen ledte Al Franken til sit eget radioshow i 2004 på Air America, som påstår at være den progressive venstrefløjs radiostemme. Med programmet (som naturligvis forsøgte at følge op på Fox-successen ved oprindeligt at været navngivet The O’Franken Factor; dog uden positive resultater) stræbte Franken mod at blive venstrefløjen direkte modstykke til især Rush Limbaugh, men også Bill O’Reilly.

Mit eget forhold til Franken stammer fra perioden fra til 2007, hvor han fem dage om ugen sendte tre timers live radio, og hvor jeg hørte så godt som hvert eneste minut. Tematisk fulgte showet meget godt hovedpersonens offentlige image: De timelange udsendelser blev især brugt til at “bekæmpe de republikanske løgne,” på at “gå til angreb mod højrefløjens ekkokammer” og så naturligvis på at udbrede et progressivt (det betyder liberalt, som betyder venstrefløjsdemokratisk, som betyder ...) budskab—naturligvis afbrudt af lange, dårlige radiosketches. Showet blev, ligesom Air America, aldrig nogen overvældende succes, og i 2007 afsluttede Franken showet med en annoncering af sit kandidatur til senator.

I udgangspunktet var Franken ikke spået stor succes i sin valgkamp: Han havde selv indrømmet periodiske forsøg med kokain mens han var på SNL, og showbiz-karrieren efterlod også et betragteligt katalog af polemiske (og uanstændige) udtalelse, og han havde samtidig svært ved at opnå den nødvendige støtte intern i det demokratiske parti. Oveni det kom desuden en sag om udestående skattegæld.

I senatsvalget i november sidste år var Franken dog heldig med at have to forholdsvist stærke konkurrenter, og han endte med at vinde med få 225 stemmer mere end den siddende senator, Norm Coleman. Den snævre valgsejr blev anket af Coleman, og sagen har siden bevæget sig igennem retsystemet. Forrige uge hørte Minnesotas højesteret parterne omkring sagen, og deres endelige dom forventes indenfor få dage. Bliver beslutningerne fra statens lavere retter opretholdt, har Minnesotas republiskanske guvernør lovet at anerkende Franken valg—og Franken vil træde ind som den 60. demokrat i senatet. 

Min egen korte beskrivelse af Frankens karriere fra 1996 indtil 2007 vil være “den tænkende mands Michael Moore.” Hans fremtoning og selviscenesættende tilgang til den politiske debat stemmer meget godt overens med Moore, ligesom hans politiske standpunkter også er ganske overlappende: Han var tidlig krigsmodstander, er tilkæmper for sundhedsreform, og han vil være en ukompromitterende støtte for præsident Obama. Men han vil omvendt også komme under kraftig kritik fra oppositionen alene på grund af sin person, så det bliver sikkert interessant at se, hvordan Franken passer ind i det traditionelt kulturelt konservative Senat.