Da den amerikanske forfatning blev skrevet, blev det besluttet at fordele posterne i Repræsentanternes Hus efter delstaternes befolkninger, eller rettere antallet af “frie personer”, tillagt tre-femtedele af alle “andre personer”, det vil sige slaver. Det var et frygteligt udemokratisk system hvor de sydlige slavestaters indflydelse på føderalt niveau blev forstærket af borgere som ikke kunne stemme.

Den moderne version af “three-fifthsism”, som Rauchway kalder det, er illustreret i sagen Muntaqim v. Coombe, hvor Muntaqim tabte. Jalil Abdul Muntaqim er dømt for modet på en politimand. Fordi han er dømt for kriminalitet, kan han ikke stemme. Han sidder i et fængsel i New York, og fordi alle nye fængsler i New York de sidste 30 år er bygget i upstate New York, altså det geografisk store område nord for New York City og Westchester County, tæller han som indbygger i dette forholdsvis konservative område. Omvendt tæller han ikke med i befolkningsstatistikkerne i New York City, hvor der er langt flere sorte og latinoer.

Dermed er han med til at øge upstate-indbyggernes politiske indflydelse, men har ikke selv mulighed for at udøve den indflydelse, altså en slags moderne “three-fifthsism”. Heldigvis findes der føderale love til at forhindre at delstaterne kan udarbejde regler der fjerner eller udvander en persons stemmeret på baggrund af race eller hudfarve, nemlig Valgretsloven fra 1965. Loven blev revideret i 1982 så den også forbød enhver regel der har som resultat at borgere får frataget deres stemmeret på baggrund af race eller hudfarve, selv hvis det ikke er et udtalt mål.

Desværre var appelretten ikke enige med Sotomayor, og sagen endte med at et nyt panel besluttede at afvise Muntaqims appel. Det er derfor stadig sådan at fanger i upstate New York tæller med i disse områders befolkningstal når der skal fordeles pladser i den lovgivende forsamling i Albany og i Repræsentanternes Hus.