Robert McNamara døde i dag, den 6. juli 2009. Han er værd at skrive om af flere grunde. Alene det faktum at han var direktør for Ford Motor Company og dernæst forsvarsminister under Kennedy ville være nok til at skrive lange biografier. Dette indlæg skal dog handle mere om hans stil end om hans titler. For hvad bragte McNamara til amerikansk politik? Hvad symboliserede han?

Robert the “WizKid” havde hovedet skruet godt på og kom da også på Harvard University hvor uddannelsen tillod ham en hurtig opstigning i samfundet. Ligesom Obama har ønsket det i dag—understregede Kennedy at statsadministrationen skulle bugne af det klogeste hoveder og her blev McNamara ikon på unge håbefulde talenter fra Amerikas fineste universiteter også kendt som “the best and the brightest.” McNamara blev simpelthen head huntet til forsvarsminister.

Med sig fra Ford bragte han en mængde virksomhedsmetoder og indførte dem i driften af statens udenrigspolitik. Når McNamara ønskede sig tal fra fronten i Vietnam (fra den berygtede general LeMay) var det ofte i form af brøker: “Hvor mange slår vi af ihjel af dem pr. dem af os?”, “Hvor mange bomber per dag vil det kræve at bringe en bestemt by i knæ?” “Og hvilken procentdel af vores bombetogter bliver afbrudt af ‘andre årsager end defekt’—altså fordi piloten nok var blevet bange og havde brug for en opsang?”

Disse eksempler er jo hyber rationelle. Og logiske. Men mange fandt McNamaras tilgang til politik anderledes end tidligere tiders statsmandsskab. Det gode gamle faderlige lederskab pr. intuition og værdier blev udskiftet med kuglerammen. Det faldt flere for brystet—for hvad behøver vi så politikere til? Når blot vi kan indsætte nogle regnedrenge som optimerer hvad optimeres kan?

I sine glansår hos Ford samt som forsvarsminister var der bestemt en arrogant regnedrengsattitude at finde hos McNamara. Han var jo klogere! Han vidste jo bedre! Tæl selv! Men som man kan se i filmen “The Fog of War” var manden ikke uden følelser. Særligt mordet på Kennedy (både John og og Robert) gjorde stort indtryk på ham og han vedkender sig da også at bombe-algebra ikke alene kunne erstatte USAs udenrigspolitik. Som gammel mand lod han kort sagt pendulet svinge tilbage mod en politikform som handler om fornemmelse for hvad der er det rigtige snarere end bevis for hvad der er det mest effektive.

Hvad der fik ham til at ændre fokus var sandsynligvis hans livslange optagethed af Cubakrisen som han til sin død lod sig hjemsøge af. I Cubakrisen var oddsene for en atomkrig “between 1 and 3–and even.” At verdens undergang på den måde var overladt til tilfældigheder var hård kost for McNamara—og det tog tid for ham at erkende at politik i høj grad hviler på tilfældighededer. Også den vigtigste af den vigtigste politik—nemlig udenrigspolitiken. McNamara var heldig i Cubakrisen. Og vi med ham. Æret være hans minde!

Tilføjelse af redaktøren: Efter han gik af som forsvarsminister, blev han direktør for Verdensbanken. Tyler Cowen har skrevet kort om hans indflydelse på Verdensbanken og banken har selv et overblik over hans arv der.