Hvis du følger enten danske eller internationale medier, er det næppe nogen nyhed, at senator Edward Kennedy døde i går. Derfor er der måske mere interessant at spørge, hvorfor Kennedys død er så interessant?

Det første svar på spørgsmålet ligger naturligvis i navnet Teds brødre, John F. Kennedy og Robert Kennedy, blev begge ofre for attentater i 1960'erne og er i dag symboler på for en tidsalder og for en kulturel bevægelse -- og derudover har Kennedy-familien gennemsyret det amerikanske politiske liv gennem et halvt århundrede. (Jeg vil gerne undgå at forfalde til klichéen om, at Kennedy-familien er det tætteste, USA har på et monarki. Det er forkert, nedgørende og ligegyldigt...)

Det andet svar er en variation over det første: Ted Kennedy var i en politisk figur i forlængelse af sin familie, men han var så absolut også en politisk og kulturel figur i sin egen ret. Kennedy overtog sin storebrors (JFKs) plads i senatet fra Massachusetts i 1962, og han holdte uden specielle problemer fat på den plads i årtierne efter. I 1980 forsøgte han uden held at opnå det demokratiske partis nominering som præsident, og han endte altså med at sidde over 45 år i senatet.

Næsten et halvt århundrede som national, liberal politiker gjorde Ted Kennedy til både en kendt og en polariserende figur; en person, som er kunne demoniseres af højrefløjen og idoliseres på venstrefløjen. Og her er vi nok tættere på sandheden bag min personlige interesse for Ted Kennedy: Han er den arketypiske senator fra en periode af forherliget politik, hvor man kunne være uenige uden at være uvenner -- og reaktionerne på hans død vidner om gode venner fra alle politiske sider. Idéen om Kennedy som the Lion of the Senate, og som en politiker med stærke holdninger og veldefinerede mærkesager kombineret med en evne til pragmatiske forsøg på kompromis, er kraftfuld for alle om, der er interesserede i politik og amerikanske politiske institutioner.

Mit eget personlige svar på spørgsmålet handler dog mest om Kennedy som nestor; ikke så meget for Kennedy-familien, men for det demokratiske parti. Ted Kennedys opbakning til Barack Obama i januar og februar 2008 er godt beskrevet i bogen Battle For America 2008, og jeg tror, at jeg vælger at huske Kennedy fra bogens beskrivelse af Kennedy ved den demokratiske kongres i august samme år: Som den aldrende mand, der trods sygdom og intens smerte, insisterede på at tale til de delegerede -- og på at gøre hvad han kunne for, at hans livs værk som progressiv liberal kunne fortsætte under en ny generation.