Repræsentanternes Hus vedtog Senatets forslag til sundhedsreform kl. 22:49 i går med stemmerne 219–212 og den medfølgende ændringspakke 220–211. Ingen republikanere stemte for reformen.
Præsident Obama forventes at underskrive Senatets forslag (H.R. 3950) i løbet af de næste par dage. Herefter vil Senatet begynde behandlingen af forslaget til en ændringslov (H.R. 4872) under den såkaldte reconciliation-procedure. Jeg forventer at den også vil blive vedtaget, men uanset udfaldet der vil den mest vidtrækkende amerikanske sundhedsreform nogensinde, og en af de vigtigste indenrigspolitiske initativer i en generation, blive lov enten i dag eller i morgen.
Vi kommer til at have en podcast om reformens konsekvenser for både sundhed og politik, men her er i mellem tiden noget god læsning om reformen:
Lyndon Baines Johnson taler for Kongressen, flankeret af formanden for Senatet, vicepræsident Hubert Horatio Humphrey, og formanden for Repræsentanternes Hus, John William McCormack fra Massachusetts.
There have been only ten national election cycles since Lyndon Johnson stood before a special joint session of congress on March 15, 1965 and gave the greatest presidential speech of my lifetime. And LBJ has had only seven successors in the office soon to be occupied by the first African-American president. The history is so near, and the voices of that era still echo.
Det er i dag præcis 45 år siden at Lyndon Baines Johnson, en af de mest betydningsfulde amerikanske præsidenter nogensinde, trådte ind i Repræsentanternes Hus, hvor begge Kongressens kamre var mødt op til en fælles samling, og begyndte på af de mest betydningsfulde politiske taler i amerikansk historie. Han henviste til begivenhederne ugen før i Selma, Alabama, hvor borgere som havde samlet sig fredeligt for at protestere imod at sorte amerikanere stadig ikke kunne stemme ved valg, 100 år efter at man havde udkæmpet en lang og blodig borgerkrig om netop de sortes rettigheder, og at Sydstaterne rent faktisk havde overgivet sig ved Appomattox.
Det var ikke åbenlyst at Lyndon Johnson skulle være de sortes forkæmper og måske den præsident der har gjort mest for sortes og andre etniske minoriteters rettigheder siden Ulysses S. Grant og Abraham Lincoln. Johnson kom fra Texas, en af de delstater der løsrev sig fra USA og gik i krig mod den amerikanske regering, og han havde en baggrund som reaktionær konservativ. Hans første tale i Senatet, “We of the South,” forsvarede undertrykkelsen af sorte amerikaneres rettigheder gennem forsinkelsesmanøvrer i Senatet, især den blandt liberale så forhadte filibuster.
Som majoritetsleder i Senatet, i øvrigt den yngste af slagsen nogensinde, førte han an i bestræbelserne på at forhindre vedtagelsen af en lov om borgerrettigheder. Da de liberale senatorer Paul Douglas og Herbert Lehman forsøgte at omgå de magtfuld udvalgsformænd i Senatet ved at få behandlet et lovforslag fra Huset uden om udvalgssystemet, var det Lyndon Johnson som forpurrede forsøget. Da de samme liberale senatorer forsøgte at gøre det nemmere at stoppe en filibuster ved at ændre Senatets regler på et nyt Senats første dag, en manøvre som demokraterne i Senatet i øvrigt stadig diskuterer lige nu, var det Johnson som forhindrede det. På alle måder så han ud til at være den naturlige efterfølger til senator Richard Brevard Russell fra Georgia, som i en generation havde stået i spidsen for kampen mod borgerrettigheder og som blev kaldt “Sydens største general siden Robert E. Lee.”
Det ville være en underdrivelse at sige at Lyndon Johnson i “We Shall Overcome”-talen kom med et væsentligt andet budskab end da han talte for første gang i Senatet i 1949. Denne udgave af Lyndon Johnson var ikke en regional skikkelse fra Syden, men var blevet valgt med det største flertal amerikanerne nogensinde har skænket deres præsident. Denne Lyndon Johnson havde fået vedtaget Borgerretsloven fra 1957, den første lov om borgerrettigheder i mere end 80 år. Han fik vedtaget Borgerretsloven fra 1964, der forbød diskrimination i skoler og i det offentlige liv og var det hidtil mest vidtrækkende forsøg på at opfylde forpligtelsen i den 14. forfatningsændring om at sikre alle amerikanske borgere lige rettigheder.
Lyndon Johnson forklarede at det var nødvendigt for Kongressen at gå endnu længere end den havde gjort i 1957, 1960 eller 1964. Det var nødvendigt fordi det amerikanske folk havde krævet det og fordi spørgsmålet om lige rettigheder for alle amerikanere var vigtigere end noget andet spørgsmål.
For the cries of pain and the hymns and protests of oppressed people have summoned into convocation all the majesty of this great government—the government of the greatest nation on earth. Our mission is at once the oldest and the most basic of this country—to right wrong, to do justice, to serve man. In our time we have come to live with the moments of great crises. Our lives have been marked with debate about great issues, issues of war and peace, issues of prosperity and depression.
But rarely in any time does an issue lay bare the secret heart of America itself. Rarely are we met with a challenge, not to our growth or abundance, or our welfare or our security, but rather to the values and the purposes and the meaning of our beloved nation. The issue of equal rights for American Negroes is such an issue. And should we defeat every enemy, and should we double our wealth and conquer the stars, and still be unequal to this issue, then we will have failed as a people and as a nation. For, with a country as with a person, “what is a man profited if he shall gain the whole world, and lose his own soul?”
Vi ved i dag hvordan historien endte. Loven blev vedtaget. Alle amerikanere kan i dag registrere sig som vælgere og stemme ved valg. Men som Tom Watson skriver,
So often, we tend to throw around the word “leadership” with the same alacrity for dumbing down linguistic superlatives that we reserve for “legendary” and “star.” On that night in 1965 when Johnson called the Congress into a rare joint session, he laid it all on the line without knowing the political outcome.
Den aften i 1965 talte Johnson dog ikke udelukkende om retten til at stemme, ligesom hans indenrigspolitiske program handlede om meget mere, om de millioner af amerikanere som ikke kunne opnå den amerikanske drøm fordi de ikke kunne læse og skrive, fordi de ikke havde et sted at bo, fordi de ikke havde et arbejde, fordi de gik sultne i seng. Han fortalte om sit allerførste job efter universitetet, som skolelærer for mexicanske børn på den forkerte side af jernbaneskinnerne i Cotulla, Texas.
Few of them could speak English and I couldn’t speak much Spanish. My students were poor and they often came to class without breakfast and hungry. And they knew even in their youth the pain of prejudice. They never seemed to know why people disliked them, but they knew it was so because I saw it in their eyes.
I often walked home late in the afternoon after the classes were finished wishing there was more that I could do. But all I knew was to teach them the little that I knew, hoping that I might help them against the hardships that lay ahead. And somehow you never forget what poverty and hatred can do when you see its scars on the hopeful face of a young child.
Som præsident lykkedes det Lyndon Johnson at gøre mere for de børn, og for social retfærdighed for alle amerikanere, end nogen anden præsident. Han indførte føderal bistand til skoler, fødevarehjælp til sultne, og begyndelsen på et egentligt socialt sikkerhedsnet. Og hvad der er mere relevant i disse dage, han indførte sundhedsforsikring til fattige og ældre amerikanere.
(Han gjorde selvfølgelig også mere end nogen anden præsident for skabe den mistillid der stadig findes mellem amerikanerne og deres politikere. Han var skyld i at titusinder amerikanske soldaters død i Sydøstasien, for slet ikke at snakke om utallige vietnamesiske soldater og civile. Begrebet “troværdighedsgab” blev opfundet til Johnson.)
Elleve valgcykler senere er en anden amerikansk præsident også i gang med et større indenrigspolitisk initiativ. Mens jeg skriver disse ord er et udvalg i Repræsentanternes Hus ved at behandle et forslag der måske vil føre til at alle amerikanere, ikke blot de fattigste og de ældste, har mulighed for at købe sundhedsforsikring under rimelige vilkår og få hjælp til hvis de ikke har råd. Hvis det lykkedes, vil Barack Obama kunne fuldende de løfter som Franklin Roosevelt og Lyndon Johnson gav det amerikanske folk.
This is the richest, most powerful country which ever occupied this globe. The might of past empires is little compared to ours. But I do not want to be the president who built empires, or sought grandeur, or extended dominion.
I want to be the president who educated young children to the wonders of their world. I want to be the President who helped to feed the hungry and to prepare them to be taxpayers instead of tax eaters. I want to be the President who helped the poor to find their own way and who protected the right of every citizen to vote in every election. I want to be the President who helped to end hatred among his fellow men and who promoted love among the people of all races, all regions and all parties. I want to be the President who helped to end war among the brothers of this earth.
—Lyndon Baines Johnson, 36. præsident af de Forenede Stater
RSS
Podcast
iTunes
Twitter
