Dette er overskriften på et yderst velskrevet blogindlæg fra 2008 af Tom Watson. Det begynder således:

There have been only ten national election cycles since Lyndon Johnson stood before a special joint session of congress on March 15, 1965 and gave the greatest presidential speech of my lifetime. And LBJ has had only seven successors in the office soon to be occupied by the first African-American president. The history is so near, and the voices of that era still echo.

Det er i dag præcis 45 år siden at Lyndon Baines Johnson, en af de mest betydningsfulde amerikanske præsidenter nogensinde, trådte ind i Repræsentanternes Hus, hvor begge Kongressens kamre var mødt op til en fælles samling, og begyndte på af de mest betydningsfulde politiske taler i amerikansk historie. Han henviste til begivenhederne ugen før i Selma, Alabama, hvor borgere som havde samlet sig fredeligt for at protestere imod at sorte amerikanere stadig ikke kunne stemme ved valg, 100 år efter at man havde udkæmpet en lang og blodig borgerkrig om netop de sortes rettigheder, og at Sydstaterne rent faktisk havde overgivet sig ved Appomattox.

Det var ikke åbenlyst at Lyndon Johnson skulle være de sortes forkæmper og måske den præsident der har gjort mest for sortes og andre etniske minoriteters rettigheder siden Ulysses S. Grant og Abraham Lincoln. Johnson kom fra Texas, en af de delstater der løsrev sig fra USA og gik i krig mod den amerikanske regering, og han havde en baggrund som reaktionær konservativ. Hans første tale i Senatet, “We of the South,” forsvarede undertrykkelsen af sorte amerikaneres rettigheder gennem forsinkelsesmanøvrer i Senatet, især den blandt liberale så forhadte filibuster.

Som majoritetsleder i Senatet, i øvrigt den yngste af slagsen nogensinde, førte han an i bestræbelserne på at forhindre vedtagelsen af en lov om borgerrettigheder. Da de liberale senatorer Paul Douglas og Herbert Lehman forsøgte at omgå de magtfuld udvalgsformænd i Senatet ved at få behandlet et lovforslag fra Huset uden om udvalgssystemet, var det Lyndon Johnson som forpurrede forsøget. Da de samme liberale senatorer forsøgte at gøre det nemmere at stoppe en filibuster ved at ændre Senatets regler på et nyt Senats første dag, en manøvre som demokraterne i Senatet i øvrigt stadig diskuterer lige nu, var det Johnson som forhindrede det. På alle måder så han ud til at være den naturlige efterfølger til senator Richard Brevard Russell fra Georgia, som i en generation havde stået i spidsen for kampen mod borgerrettigheder og som blev kaldt “Sydens største general siden Robert E. Lee.”

Det ville være en underdrivelse at sige at Lyndon Johnson i “We Shall Overcome”-talen kom med et væsentligt andet budskab end da han talte for første gang i Senatet i 1949. Denne udgave af Lyndon Johnson var ikke en regional skikkelse fra Syden, men var blevet valgt med det største flertal amerikanerne nogensinde har skænket deres præsident. Denne Lyndon Johnson havde fået vedtaget Borgerretsloven fra 1957, den første lov om borgerrettigheder i mere end 80 år. Han fik vedtaget Borgerretsloven fra 1964, der forbød diskrimination i skoler og i det offentlige liv og var det hidtil mest vidtrækkende forsøg på at opfylde forpligtelsen i den 14. forfatningsændring om at sikre alle amerikanske borgere lige rettigheder.

Lyndon Johnson forklarede at det var nødvendigt for Kongressen at gå endnu længere end den havde gjort i 1957, 1960 eller 1964. Det var nødvendigt fordi det amerikanske folk havde krævet det og fordi spørgsmålet om lige rettigheder for alle amerikanere var vigtigere end noget andet spørgsmål.

For the cries of pain and the hymns and protests of oppressed people have summoned into convocation all the majesty of this great government—the government of the greatest nation on earth. Our mission is at once the oldest and the most basic of this country—to right wrong, to do justice, to serve man. In our time we have come to live with the moments of great crises. Our lives have been marked with debate about great issues, issues of war and peace, issues of prosperity and depression.

But rarely in any time does an issue lay bare the secret heart of America itself. Rarely are we met with a challenge, not to our growth or abundance, or our welfare or our security, but rather to the values and the purposes and the meaning of our beloved nation. The issue of equal rights for American Negroes is such an issue. And should we defeat every enemy, and should we double our wealth and conquer the stars, and still be unequal to this issue, then we will have failed as a people and as a nation. For, with a country as with a person, “what is a man profited if he shall gain the whole world, and lose his own soul?”

Vi ved i dag hvordan historien endte. Loven blev vedtaget. Alle amerikanere kan i dag registrere sig som vælgere og stemme ved valg. Men som Tom Watson skriver,

So often, we tend to throw around the word “leadership” with the same alacrity for dumbing down linguistic superlatives that we reserve for “legendary” and “star.” On that night in 1965 when Johnson called the Congress into a rare joint session, he laid it all on the line without knowing the political outcome.

Den aften i 1965 talte Johnson dog ikke udelukkende om retten til at stemme, ligesom hans indenrigspolitiske program handlede om meget mere, om de millioner af amerikanere som ikke kunne opnå den amerikanske drøm fordi de ikke kunne læse og skrive, fordi de ikke havde et sted at bo, fordi de ikke havde et arbejde, fordi de gik sultne i seng. Han fortalte om sit allerførste job efter universitetet, som skolelærer for mexicanske børn på den forkerte side af jernbaneskinnerne i Cotulla, Texas.

Few of them could speak English and I couldn’t speak much Spanish. My students were poor and they often came to class without breakfast and hungry. And they knew even in their youth the pain of prejudice. They never seemed to know why people disliked them, but they knew it was so because I saw it in their eyes.

I often walked home late in the afternoon after the classes were finished wishing there was more that I could do. But all I knew was to teach them the little that I knew, hoping that I might help them against the hardships that lay ahead. And somehow you never forget what poverty and hatred can do when you see its scars on the hopeful face of a young child.

Som præsident lykkedes det Lyndon Johnson at gøre mere for de børn, og for social retfærdighed for alle amerikanere, end nogen anden præsident. Han indførte føderal bistand til skoler, fødevarehjælp til sultne, og begyndelsen på et egentligt socialt sikkerhedsnet. Og hvad der er mere relevant i disse dage, han indførte sundhedsforsikring til fattige og ældre amerikanere.

(Han gjorde selvfølgelig også mere end nogen anden præsident for skabe den mistillid der stadig findes mellem amerikanerne og deres politikere. Han var skyld i at titusinder amerikanske soldaters død i Sydøstasien, for slet ikke at snakke om utallige vietnamesiske soldater og civile. Begrebet “troværdighedsgab” blev opfundet til Johnson.)

Elleve valgcykler senere er en anden amerikansk præsident også i gang med et større indenrigspolitisk initiativ. Mens jeg skriver disse ord er et udvalg i Repræsentanternes Hus ved at behandle et forslag der måske vil føre til at alle amerikanere, ikke blot de fattigste og de ældste, har mulighed for at købe sundhedsforsikring under rimelige vilkår og få hjælp til hvis de ikke har råd. Hvis det lykkedes, vil Barack Obama kunne fuldende de løfter som Franklin Roosevelt og Lyndon Johnson gav det amerikanske folk.

This is the richest, most powerful country which ever occupied this globe. The might of past empires is little compared to ours. But I do not want to be the president who built empires, or sought grandeur, or extended dominion.

I want to be the president who educated young children to the wonders of their world. I want to be the President who helped to feed the hungry and to prepare them to be taxpayers instead of tax eaters. I want to be the President who helped the poor to find their own way and who protected the right of every citizen to vote in every election. I want to be the President who helped to end hatred among his fellow men and who promoted love among the people of all races, all regions and all parties. I want to be the President who helped to end war among the brothers of this earth.

—Lyndon Baines Johnson, 36. præsident af de Forenede Stater

Robert McNamara døde i dag, den 6. juli 2009. Han er værd at skrive om af flere grunde. Alene det faktum at han var direktør for Ford Motor Company og dernæst forsvarsminister under Kennedy ville være nok til at skrive lange biografier. Dette indlæg skal dog handle mere om hans stil end om hans titler. For hvad bragte McNamara til amerikansk politik? Hvad symboliserede han?

Robert the “WizKid” havde hovedet skruet godt på og kom da også på Harvard University hvor uddannelsen tillod ham en hurtig opstigning i samfundet. Ligesom Obama har ønsket det i dag—understregede Kennedy at statsadministrationen skulle bugne af det klogeste hoveder og her blev McNamara ikon på unge håbefulde talenter fra Amerikas fineste universiteter også kendt som “the best and the brightest.” McNamara blev simpelthen head huntet til forsvarsminister.

Med sig fra Ford bragte han en mængde virksomhedsmetoder og indførte dem i driften af statens udenrigspolitik. Når McNamara ønskede sig tal fra fronten i Vietnam (fra den berygtede general LeMay) var det ofte i form af brøker: “Hvor mange slår vi af ihjel af dem pr. dem af os?”, “Hvor mange bomber per dag vil det kræve at bringe en bestemt by i knæ?” “Og hvilken procentdel af vores bombetogter bliver afbrudt af ‘andre årsager end defekt’—altså fordi piloten nok var blevet bange og havde brug for en opsang?”

Disse eksempler er jo hyber rationelle. Og logiske. Men mange fandt McNamaras tilgang til politik anderledes end tidligere tiders statsmandsskab. Det gode gamle faderlige lederskab pr. intuition og værdier blev udskiftet med kuglerammen. Det faldt flere for brystet—for hvad behøver vi så politikere til? Når blot vi kan indsætte nogle regnedrenge som optimerer hvad optimeres kan?

I sine glansår hos Ford samt som forsvarsminister var der bestemt en arrogant regnedrengsattitude at finde hos McNamara. Han var jo klogere! Han vidste jo bedre! Tæl selv! Men som man kan se i filmen “The Fog of War” var manden ikke uden følelser. Særligt mordet på Kennedy (både John og og Robert) gjorde stort indtryk på ham og han vedkender sig da også at bombe-algebra ikke alene kunne erstatte USAs udenrigspolitik. Som gammel mand lod han kort sagt pendulet svinge tilbage mod en politikform som handler om fornemmelse for hvad der er det rigtige snarere end bevis for hvad der er det mest effektive.

Hvad der fik ham til at ændre fokus var sandsynligvis hans livslange optagethed af Cubakrisen som han til sin død lod sig hjemsøge af. I Cubakrisen var oddsene for en atomkrig “between 1 and 3–and even.” At verdens undergang på den måde var overladt til tilfældigheder var hård kost for McNamara—og det tog tid for ham at erkende at politik i høj grad hviler på tilfældighededer. Også den vigtigste af den vigtigste politik—nemlig udenrigspolitiken. McNamara var heldig i Cubakrisen. Og vi med ham. Æret være hans minde!

Tilføjelse af redaktøren: Efter han gik af som forsvarsminister, blev han direktør for Verdensbanken. Tyler Cowen har skrevet kort om hans indflydelse på Verdensbanken og banken har selv et overblik over hans arv der.

Steffen er på Roskilde Festival og jeg er i gang med at flytte, så ingen af os har fået tid til at skrive et ordentligt indlæg i anledningen af USA’s uafhængighedsdag, den 4. juli. (Jeg ved godt hvad der står i datoen på dette indlæg, men det er stadig 4. juli her i New York.)

Jeg vil i stedet blot henvise læseren til to tekster der i hvert fald er hver at læse. Den første er selve Uafhængighedserklæringen. Thomas Jeffersons tekst er ufattelig smuk og velskrevet, men det er også slående hvor godt den passer ind i sammenhængen af en engelsk tradition for en begrænset regeringsmagt og individuelle rettigheder, og den bredere engelske historiske sammenhæng med Magna Carta, den Engelske Borgerkrig og Bill of Rights.

That to secure these Rights, Governments are instituted among Men, deriving their just Powers from the Consent of the Governed, that whenever any Form of Government becomes destructive of these Ends, it is the Right of the People to alter or abolish it, and to institute a new Government, laying its Foundation on such Principles, and organizing its Powers in such Form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.

…

He has refused his Assent to Laws, the most wholesome and necessary for the public Good.

…

He has refused for a long Time, after such Dissolutions, to cause others to be elected; whereby the Legislative Powers, incapable of Annihilation, have returned to the People at large for their exercise; the State remaining in the mean time exposed to all the Dangers of Invasion from without, and Convulsions within.

…

He has kept among us, in Times of Peace, Standing Armies, without the consent of our Legislature.

…

Nor have we been wanting in Attentions to our British Brethren. We have warned them from Time to Time of Attempts by their Legislature to extend an unwarrantable Jurisdiction over us. We have reminded them of the Circumstances of our Emigration and Settlement here. We have appealed to their native Justice and Magnanimity, and we have conjured them by the Ties of our common Kindred to disavow these Usurpations, which, would inevitably interrupt our Connections and Correspondence. They too have been deaf to the Voice of Justice and of Consanguinity. We must, therefore, acquiesce in the Necessity, which denounces our Separation, and hold them, as we hold the rest of Mankind, Enemies in War, in Peace, Friends.

Det er altsammen ting en englænder burde kunne nikke genkendende til. Hvis du ikke kan, så begynd her.

Den anden bog er David McCulloughs udmærkede 1776. Man skal ikke glemme at revolutionen langt fra var overstået med erklæringen den 4. juli 1776. Det var også nødvendigt at udkæmpe en lang og blodig krig hvor den unge nation flere gange var tæt på at tabe til briterne. Washington overtog kommandoen over sine tropper på Cambridge Common den 3. juli 1775 og fra den dag gik begivenhederne hurtigt. McCullough fokuserer på året 1776 og de slag, blandt andet tilbagetrækningen over Delaware-floden og slagene ved Trenton og Princeton, der sikrede at den amerikanske hær kunne kæmpe endnu et år.

Via den altid gode Slate Cultural Gabfest, anbefales A Car of One’s Own af Andrew O’Hagan i London Review of Books. Hør også gabfest-diskussionen af denne artikel. Han skriver om hvad GM betyder for amerikansk kultur og hvor utænkelig Amerika ville være uden sin bilindustri, selv hvis der stadig er biler og mange tusinde kilometer motorveje. Som Stephen Metcalf formulerer det kan Bruce Springsteen ikke køre rundt i en Prius.

Mine yndlingspassager: